HÆRDET
Han var en af Politiets Wonder Boys! Dygtig, anerkendt og respekteret – og specielt udvalgt til uddannelse hos FBI.
Alt var godt, indtil én forkert beslutning ændrede alt…
Mere end 12 år i tjeneste som narkobetjent hos arvtagerne til Politiets berømte og berygtede Uropatrulje samt mere end seks år som undercover agent i ind- og udland for PET og andre landes efterretningstjenester satte deres spor og førte en talentfuld ung politimand ud i et moralsk ingenmandsland, hvor intet er sort og hvidt, men i stedet én stor grå zone, hvor ingen længere kan finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert.
“Hærdet” er historien om René Dahl Andersen, der som ung og ideologisk politibetjent fra Nordjylland kommer til København med en drøm om at komme ind i Københavns Politis Uropatrulje. Med talent, ambitioner, mod og en unik evne til at skabe relationer til kriminelle og kolleger og levere resultater gør han lynkarriere og bliver hurtigt én af Politiets bedste på sit felt og headhuntes senere direkte af PET med efterfølgende specialuddannelse hos FBI i USA – for siden igen at blive sendt på ekstremt farlige og tophemmelige missioner i udlandet som undercover agent.
Med en unik evne til at tilpasse sig og operere i ethvert miljø bliver René Dahl Andersen en “naturlig” del af den barske og kyniske kriminelle underverden – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Et ualmindeligt farligt liv, der flere gange kunne have kostet ham livet, men kun fordi han er skarp, snu og har mod og vilje til at tage chancer, overlever han…
Han har “arbejdet” og lavet aftaler med nogle af de mest hardcore kriminelle – nogle med politiledelsens velsignelse og rettens samtykke – andre kun med kollegaers opbakning og eget moralske kompas som rettesnor. En potentiel glidebane af format, der for René Dahl Andersen i en blanding af naivitet, magtesløshed og storhedsvanvid resulterer i sit livs dumhed – med uoverskuelige konsekvenser til følge…
“Hærdet” er en barsk historie fra en barsk verden, som kun meget få kender til! Om infiltrering af hårde kriminelle miljøer og arbejde som undercover agent på farlige missioner. True crime, når det er bedst eller værst…
Udover et spændende kig ind i en fascinerende underverden, stiller foredraget “Hærdet” også det fundamentale spørgsmål: Kan et samfund med dets politi tillade at bryde loven – for at opretholde selvsamme bedst muligt? Helliger målet midlet?
Arrangører: Team Sydhavsøerne og Maribo Hallerne